BK Frem Support / Second Fan Shirt:

Football Supporters Europe (FSE) har taget initiativet ”Second fan shirt”. Det går kort og godt ud på at få fodboldfans overalt i Europa til at donere deres anden, tredje eller syvende klubtrøje til flygtninge, så de har noget at tage på, hvis de fordriver ventetiden i lejrene med at spille fodbold. Eller i det hele noget at tage på, for mange ankom til lejrene uden andet tøj end de, de stod i.
Fans fra klubber som Bayern München, FC St. Pauli og Real Sociedad har afleveret trøjer, og medlemmer fra BK Frems to fangrupper, BK Frem Support og Paulis Rødder, er gået sammen om en indsamling i forbindelse med kampen mod Fremad Amager.

Medlemmer af de to fangrupper vil stå klar med papkasser ved indgangen både før og efter kampen. Op opfordringen til at smide en trøje i gælder også supporterne fra Fremad Amager på lørdag klokken 13.00 når der er klassisk københavnerderby i Valby Idrætspark mellem Boldklubben Frem og Fremad Amager.