FARE Action Weeks 2013

Sammen fejrer vi den positive effekt fodbold har på mennesker, og kun sammen kan vi bekæmpe nogle af de barriere, der står i vejen for en racismefri sport.

Fodbold er den største sport i verden, og den tilhører os alle. Alle har ret til at spille fodbold, diskutere fodbold og have en mening om fodbold, uden at det skal ske i frygt for andre. FARE sætter derfor diskrimination og racisme på dagsordenen i Europa når FARE Action Weeks løber af stablen fra d. 15.-25. oktober.

FARE er et initiativ som så dagens lys i 1999, da en række fangrupper, fodboldforeninger og spillerforeninger i Europa gik sammen om at udforme en strategi og politik for at komme racisme og anden diskrimination til livs.

I forbindelse med Action Weeks støtter FARE initiativer og kampagner rundt om i Europa med stor succes. I 2012 var der over 500 aktiviteter, som fandt sted i 44 europæiske lande inklusiv Danmark. Eksempler på danske tiltag var blandt andet at finde i en superligakamp mellem FCK og Brøndby i 2012, hvor FCK’s fans viste et stort banner med teksten ’København mod Racisme’. I 2. division fandt et lignende tiltag sted, da fans fra BK Frem og Fremad Amager gik på banen før kampstart med et stort banner med sloganet ’Forenet mod Racisme’.

Som udgangspunkt skal initiativerne/kampagnerne være socialt inkluderende og/eller anti-diskriminerende med formålet at fremme mangfoldigheden og tolerancen i fodbold.

Der ydes to slags tilskud:

Small grant: online ansøgningsskema http://www.farenet.org/default.asp?intPageID=24

Event grant: online ansøgningsskema http://farenet.org/default.asp?intPageID=115

Man behøver naturligvis ikke at søge om tilskud for at deltage. Vigtigst er at vi sammen viser flaget mod racisme og diskrimination. Hvis jeres fangruppering laver noget ifm FARE Action Weeks vil vi meget gerne høre fra jer - gerne med fotos :)